Fordøjelse

Yzum5myewafiqcm5jpmn

I det øjeblik du putter noget mad i munden, sættes der en masse ting i gang i kroppen. Vidste du at kroppen reagerer forskelligt om det er rugbrød med kartofler eller franskbrød med syltetøj du spiser?

Small zp70qhaozoleglwyffcu

Du tygger maden

For at du kan få glæde af den fiberrige mad, som du spiser, så skal den først brydes ned i mindre stykker, som kan optages i kroppen. Man siger, at maden skal fordøjes. Det sker i fordøjelseskanalen, som er et otte meter langt rør eller kanal, som går gennem kroppen. Fordøjelsen starter allerede i munden, når du tygger maden. Spiser du rugbrød, så skal du tygge rigtig mange gange, før du kan synke maden. På den måde kan kostfibrene hjælpe dig med at mærke, at du er mæt, så du ikke spiser for meget.

Du synker maden

Når du har sunket maden, ender den nede i din mavesæk, hvor kostfibrene også gør gavn. En del af kostfibrene suger vand til sig og udvider sig, som når en svamp suger vand og bliver større. Fibrene fylder nu godt i mavesækken, og den tømmes langsommere. Det betyder, at du føler dig mæt i længere tid.

Mavesækken og tarmene

Fra mavesækken ledes maden videre til din tyndtarm, hvor de stoffer i maden, som skal give dig energi, bliver brudt ned i endnu mindre stykker. De stoffer, som kroppen har brug for, bliver derefter optaget i blodbanen fra tarmen. Blodet sørger så for, at stofferne kommer derhen i kroppen, hvor de skal bruges.

Kostfibre

Kostfibrene optages ikke sammen med de andre næringsstoffer i blodet, men ledes fra tyndtarmen videre til din tyktarm sammen med resterne af den fordøjede mad. I tyktarmen findes både gavnlige og skadelige bakterier. Det er især de gavnlige bakterier, som lever af kostfibrene. De gavnlige bakterier giver dig en god fordøjelse og forhindrer, at du får tynd mave eller forstoppelse.

De kostfibre, som bakterierne ikke har nået at spise, gør nytte ved at samle affaldsstoffer op, som sammen med kostfibrene bliver skyllet ud, når du går på toilettet. Kostfibrene er altså med til at beskytte din krop ved at forhindre, at de skadelige stoffer optages i kroppen. Det kan tage en halv dag til flere døgn for maden at komme hele vejen gennem fordøjelsessystemet.

En god fordøjelse

Hvis din fordøjelse skal fungere tilfredsstillende, skal du drikke 1-1½ liter vand om dagen og huske at spise mad med mange kostfibre. Vi får langt den største del af vores kostfibre fra kornprodukter. Brød bagt af fuldkorn indeholder mange kostfibre. Derfor er den slags brød, sammen med grøntsager og frugt, godt for at holde maven i gang. Motion er også vigtigt for, at din fordøjelse fungerer, som den skal.

Small iorbvvw2ashkckp38bpj